I år er det 250 år siden, at dronning Caroline Mathilde, den sindssyge konge Christian 7.s hustru, døde i Celle efter at være blevet forvist hertil efter skandalen med Friederich Struense. I den anledning har Celle lavet en stort anlagt særudstilling om hende på byens slot, hvor hun boede, og det lød så interessant, at vi har besluttet os for en tur derned – iøvrigt også fordi byen i højeste grad er seværdig.
Caroline Mathilde var søster til den engelske konge Georg 3., og ægteskabet med den danske konge var – som det altid var med kongelige ægteskaber dengang – et aftalt ægteskab med fokus på nationale interesser for begge lande og intet andet. Caroline Mathilde var Christians kusine og kun et stort barn, da hun som 15-årig i 1766 blev gift med den 17 år gamle Christian 7 – året efter hans konfirmation!
Caroline Mathilde i 1766, hvor hun blev gift med Christian 7.
Christian 7. beskrives som et begavet barn med en opvækst, hvor det primære pædagogiske middel var prygl i rigelige mængder. At børn skulle knægtes med vold var en almindelig opfattelse, alt andet var uansvarligt, mente man, og det gjaldt også prinser og prinsesser. De mange prygl var medvirkede til, at Christian som voksen blev et nervøst og skrøbeligt gemyt, der med tiden udviklede en udtalt skizofreni. Med årene blev han stadig mere voldelig og elskede at slås, gerne med Københavns nattevægtere, og han udviklede en ejendommelig lyst til at smadre spejle og møbler på byens værtshuse. Ægteskabet var en parodi, men det lykkedes dog parret at løse den obligatoriske opgave: At avle en tronfølger, den senere Frederik 6.
Caroline Mathildes historie ikke kun pikant, den er først og fremmest interessant, fordi den viser, hvordan en ny tid – oplysningstiden – med dens fokus på fornuft kolliderede med indgroede forestillinger i det danske samfund. Mere om det, når vi har besøgt udstillingen på Celle slot om Caroline Mathilde.
Fra Viborg til Celle er der kun 475 kilometer, nærmest en sviptur, men få kilometer efter den dansk-tysk grænse gik trafikken i stå, og helt galt blev det, da vi – laaaangsomt – nærmede os Hamburg og blev forført af en indsmigrende kvindestemme, der lovede en halv times kortere køretid, hvis vi tog den næste afkørsel. Det gjorde vi – og endte i en intens lørdagstrafik, der sneglede sig gennem og rundt om utallige vejarbejder i Hamburgs forstæder. Omvejen tog et par timer, og moralen er, at madam Google i virkeligheden er en elverpige, der med sin forførende stemme lokker naive mænd ud i sumpen. Jeg burde have vidst bedre, men forførende elver er altså svær at stå imod…! 😂
Vi har lejet en lejlighed på ‘An der Promenade’ i Celle (‘Allerinsel’), og ikke alene er den utrolig fin, den ligger også usædvanlig godt ved byens lille og charmerende havn. Fra lejlighedens terrasse sidder vi med 180 graders udsigt over havnen, og da vejret tilmed er fantastisk med 26 grader kl. 21.30 om aftenen – i skrivende øjeblik – kan det ikke blive meget bedre. Folk slentrer forbi vores terrasse – nogle hilser venligt – og mens mørket langsomt falder på, sænker stilheden sig over havneområdet. Det er en magisk aften på terrassen –
Vi tog hul på Celles lyksaligheder med en cykeltur til Celles centrum –
Celles centrum er et orgie i bindingsværkhuse fra 15- og 16-hundredtallet og særdeles charmerende at gå rundt i. Byen blev kun bombet en enkelt gang under 2. verdenskrig og fremstår derfor i dag særdeles autentisk med utallige ‘hilsner’ fra en tid, hvor bygherren som noget ganske naturligt lod sig afbilde på forsiden af sit hus – her hertugen af Braunschweig-Lüneburg, Ernst Bekenderen, der i 1524 indførte reformationen i Celle som den første by efter Wittenberg.
Pragtfulde cykelstier førte os videre gennem slotsparken –
– og frem til den ‘franske have’, der i virkeligheden er en enorm park, der bla. rummer et stort mindesmærke for Caroline Mathilde samt lige netop den krukke, som AM længe har ønsket sig….😀
Vejret i Celle var i de første dage smukt og solrigt, men langsomt er en front trukket ind over det centrale Tyskland med torden og regn, og cykelturene skal planlægges efter, hvornår bygerne kommer. På en 30 km.lang cykeltur ramte vi -næsten – udenom bygerne og nød de smukke scenerier langs Aller-floden –
Turen førte os frem til et stort kloster i landsbyen Wienhausen – 
Klostret blev grundlagt i 1200-tallet og var i 1528 ff. centrum i hertug Ernst Bekenderens indførelse af den lutherske reformation.
Klostret var desværre mandags-lukket, men også udefra er den værd at studere som et mesterværk i nordtysk murstensgotik –
Wienhausen er tysk stokroseidyl tilsat nogle havenisser, og overalt oplevede vi en meget imødekommende stemning med hilsner og smil fra dem, vi mødte. Det er svært – umuligt – at forstå, at denne venlige befolkning for en generation siden var en del af kz-lejren Bergen-Belsen, der ligger få kilometer herfra.
Videre til et Menage a Trois