Et ‘Menage a Trois”

Det imponerende slot i Celle har her i 2025 en omfattende særudstilling om dronning Caroline Mathilde, der efter at være blevet forstødt fra Danmark i 1772 levede her i 3 år indtil sin død i 1775 som blot 23-årig.

Udstillingen beskæftiger sig først og fremmest om de tre personer i dramaet, kongen Christian 7., hans hustru, dronning Caroline Mathilde, og hendes elsker, kongens livlæge Johann Friederich Struensee –

Christian 7., Caroline Mathilde og Johann F. Struensee

Christian 7 og Caroline Mathilde blev gift i 1766 som ganske unge i et arrangeret ægteskab, der var konstrueret af dynastiske årsager, og da de havde løst ‘opgaven’, d.v.s. produceret en kronprins, ophørte ægteskabet i praksis. Kongen havde ingen som helst interesse i sin dronning (der var rygter om homoseksualitet) og vice versa. Et ægteskab i de kredse tjente et praktisk formål, intet andet, og følelser og sympatier kunne man efterfølgende udleve med elskere til højre og venstre, hvilket  var en ganske normal -og accepteret – praksis, så længe det foregik nogenlunde diskret.

Men facaden i forhold til befolkningen skulle holdes, og på udstillingen hænger dette pragtfulde miniature-portræt fra 1771 af det ‘lykkelige regentpar’, begge udstyret med Mathildeordenen for at understrege samhørigheden –

Billedet viser – bekræftet af mange andre billeder – at Christian 7 var en lille splejs, mens Caroline Mathilde var en ganske stor og frodig dame.

Johann Struensee kom til hoffet i København i 1768 som kongens livlæge og udviklede et fortroligt forhold til dronningen, der var fascineret af Struensee’s moderne oplysningstanker om bl.a. børneopdragelse. Fra 1770 blev Struensee dronningens elsker, i begyndelsen i smug, men efterhånden kendt af alle på slottet, også kongen, der flere gange gav udtryk for, at han var aldeles ligeglad og foretrak ‘Støvlet-Katrine’, en prostitueret kvinde i det københavnske natteliv.

Da Caroline Mathilde i 1771 fødte datteren Louise Augusta, anerkendte kongen sig faderskabet, men alle vidste, at Struensee var faderen, og den lille pige fik hurtigt tilnavnet ‘La petite Struensee!’. 

Udstillingen rummer mange origínale genstande fra Caroline Mathildes liv, bl.a. disse pikante strømpebånd, der var en gave fra Struensee –

Den virkeligt interessante historie er imidlertid ikke den amorøse trekant men sammenstødet mellem Struensee og den daværende centraladministration i Danmark. Struensee var stærkt præget af oplysningstidens tanker om at lade fornuften styre i stedet for at følge gamle vaner og bevidstløs etikette, og som gehejmekabinetsminister havde han magt til på egen hånd at udstede kabinetsordrer. Han var nærmest manisk effektiv, og på halvandet år udsendte Struensee flere tusinde kabinetsordrer, der bl.a. afskaffede censuren og indførte trykkefrihed, forbød tortur i retssystemet, fjernede en række af adelens privilegier og krævede, at offentlige ansættelser skulle ske på baggrund af kvalifikationer og ikke på grund af gode forbindelser. Det sidstnævnte har Trump stadig til gode at lære, selvom der er gået 250 år…!

Forandringer skaber altid uro, og de mange reformer skaffede Struensee en masse fjender. Blandt dem var enkedronning Julia Marie (Frederik 5’s anden hustru), hendes søn, arveprins Frederik, adelige kredse og arveprinsens kabinetssekretær Ove Høegh Guldberg, der følte deres position og privilegier  truet af den magtfulde tysker. I 1772 lykkedes det dem at skræmme den syge og nervøse Christian 7 til at underskrive en arrestordre mod Johann Struensee og hans ven Enevold Brandt.  Struensee blev dømt for magtmisbrug og ægteskabsbrud, Brandt blev dømt for at have pryglet kongen, og begge blev idømt dødsstraf.

På museet var udstillet en pragtfuld tegning, der viser pastor Münter i færd med at forberede Struensee på henrettelsen. Struensee var erklæret ateist – fornuft i stedet for overtro, sagde han – og om teksten på tegningen er ønsketænkning, må stå hen i det uvisse – 

Henrettelsen af de to var offentlig og fandt sted den 28. april 1772. Først blev den ene hånd hugget af, dernæst hovedet, i Struensee’s tilfælde skulle der to hug til for at skille hovedet fra kroppen! De to kroppe blev parteret og lagt på hjul og stejle til skræk og advarsel for borgerne – og til glæde for kragerne…!

Endog den originale økse fra henrettelsen er udstillet på museet –

Dronning Caroline Mathilde blev også arresteret og låst inde på Kronborg, men en retssag turde man ikke rejse mod hende af frygt for at komme i konflikt med hendes storebror, kong Georg af England. I stedt blev ægteskabet med Christian 7 opløst og Caroline Mathilde forvist til slottet i Celle, som hendes bror ejede –

Ingen af hendes børn kom med, Louise Augusta var på det tidspunkt kun 1 år gammel, kronprins Frederik 4 år, og en rørende tegning skildrer afskeden,

Caroline Mathilde døde af sygdom i Celle i 1775 efter kun 3 år i byen. Hun blev kun 23 år gammel, men hendes ‘oplevede‘ livslængde har utvivlsomt været meget længere, på godt og ondt. Hun var dybt fascineret af Struensee og hans – for datiden – fordomsfrie og provokerende syn på livet, herunder forholdet mellem mænd og kvinder, en fri børneopdragelse inspireret af Rousseau og meget mere. Måske var hun også forelsket i ham, i hvert fald havde de en fortrolighed, som hun aldrig fik med sin syge mand, kongen. Hun nåede ikke at opleve det, men et barnebarn, Louise Augustas datter, Caroline Amalie, blev i 1815 gift med den danske konge Christian 8. De fik ingen børn, og et historisk trekantsdrama med svig, blod og kærlighed døde dermed ud.

Caroline Mathildes sarkofag står i Stadtkirche i byens centrum –

Efter henrettelsen af Struensee blev mange af hans reformer rullet tilbage, og adelen fik en del af sine gamle privilegier tilbage. I eftertiden er Struensee både blevet berømmet og fordømt, idet nogle ser ham ser ham som en progressiv tænker, der forsøgte at modernisere Danmark, mens andre ser ham som en magtsyg opportunist. Jeg hælder absolut til det første og ser Struensee som en visionær reformator, der desværre også var naiv og ændrede for meget på for kort tid uden at forklare sig tilstrækkeligt. Det er sigende, at selvom mange af hans reformer var til gavn for den almindelige befolkning, så var han alligevel dybt upopulær i brede kredse. Ting ta’r tid, og reformer skal forklares, og det glemte han.

Videre til Bergen-Belsen