9. januar 2026: En af de store glæder ved at have haft sin gang i gymnasieskolen gennem et helt arbejdsliv er at møde gamle elever, der på vidt forskellig vis har udnyttet deres potentiale fuldt ud. En gammel elev fra Vestfyns gymnasium, Mette Skak, professor emerita ved institut for Statskundskab i Aarhus, har sendt mig sin seneste bog, et gedigent og ikke specielt let tilgængeligt værk med den betegnede titel: “Putin’s Strategic Culture, Clima Crisis, and Power Transition”.

Bogen er spændende, fordi den bl.a. påpeger, at Rusland er en stat ‘på hælene’ pga bl.a. demografiske forhold, svigtende investeringer og generel teknologisk svaghed. Sammen med en anden forsker (Eberstadt) karakteriserer hun Ruslands krig mod Ukraine som ‘selvdestruktiv‘ (!) og skriver, at skiftet væk fra olie bliver en ‘gamechanger’ for russisk økonomi. Det er mildest talt interessant!

Med henblik på den allestedsværende Trump – se indlægget fra d. 6. januar – var det dybt interessant at læse i Mette Skaks bog, at i Kreml går Trump under øgenavnet ‘USA’s Gorbatjov’.  Sidstnævnte var manden, der med sin politik fik Sovjet-imperiet til at bryde sammen, og som jeg vurderer Trumps adfærd, kan øgenavnet sagtens blive relevant….!

Som jeg skrev nedenfor, er der en mening med Trumps adfærd – han kan bestemt ikke afskrives som ‘skør’ – og jo mere han afslører af sine planer, jo mere uhyggeligt bliver det, og det rækker langt videre end Grønland. I dages udgave af New York Times (min oversættelse) skriver Lydia Polgreen i under overskriften: “Trumps lille trick med henblik på at ødelægge det amerikanske demokrati”:

“Afsky og begær er to sider af den samme mønt, og det står klart, at Trump stræber efter den slags uacceptabel magt, som Maduro nød – berigelse af sin egen familie og (andre) kumpaner, ydmygelse af politiske modstandere, give pressen mundkurv på og oversvømme sit land med bevæbnede mænd, der adlyder hans ordrer”.

Det er f….. uhyggeligt!

Med Trump ved roret i USA er grundlæggende strukturer i verdenssamfundet under angreb, og man skal være meget optimistisk (naiv optimistisk) for at tro på, at Grønland om et år eller to stadig er under dansk overherredømme. Og Grønland er kun begyndelsen, for hvis det lykkes Trump at tilrane sig Grønland, enten med magt eller ved økonomisk tvang, vil det være fatalt for verdens vigtigste, militære alliancen (NATO), der sandsynligvis vil bryde sammen.

Jeg håber hver morgen at se i nyhederne, at en reel opposition i USA viser sig stærk nok til at bremse Trump og hans kumpaner – på den ene eller anden måde…!

6. januar 2026: Trump, Trump og Trump! USA’s præsident har nærmest ‘besat’ medierne her i Vesteuropa, hvor hovedparten af de gule ‘breaking-bjælker’ handler om hans gøren og laden.

Jeg synes overordnet, at dækningen er alt for ensidig og éndimensional: “Trump er skør” – længere er dén ikke – sådan synes den altdominerende holdning at være, og med den fortælling bliver vi absolut ikke klogere.

Emnet Trump og hans præsidentskab har langt flere vinkler end at han er skør:

Som person er Trump utålelig i en liga for sig selv, ubehøvlet, udemokratisk, formodentlig dybt korrupt og formodentlig den mest usympatiske leder, verden har set siden manden med overskæg for et par generationer siden. Trumps personlighed og generelle adfærd er så gennemført klam, at det skygger for en reel vurdering af den politik, han fører, og det er et kæmpe problem, for en tosse er han ikke. Mere herom her:

Under de sympatiske præsidenter Barack Obama og Joe Biden var USA’s udenrigspolitik præget af handlingspolitisk tøven og ‘signalgivning’, der ikke imponerede mange. Tværtimod var den så uklar, at Rusland fik appetit på at angribe Ukraine og intervenere i Bashar al-Assads Syrien samtidig med, at  Kina forøgede presset på Taiwan og Hamas fik støtte fra det anakronistiske præstestyre i Teheran til angrebet på Israel d. 7. oktober i 2023. USA’s katastrofale tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021 – på Joe Bidens vagt – var et spektakulært nederlag, der signalerede amerikansk svaghed til hele verden og gav ny ilt til nogle af verdens mest usympatiske og undertrykkende regimer.

Trumps udenrigspolitik er et dramatisk skift væk fra signalgivning og tøven og har i stedet fokus på magt og nationale interesser. Det er der absolut intet sympatisk over, men det er, hvad klassisk udenrigspolitik handler om – forklarede professor Erling Bjøl i sine forelæsninger på Institut for Statskundskab, som jeg fulgte for efterhånden mange år siden. Trumps angreb på Venezuela og tidligere på Iran er ikke en tosses adfærd men en bevidst strategi, der har til formål at presse Rusland og Kina i defensiven. Og set med danske øjne giver det vel i høj grad mening at få bremset de nævnte diktaturer. Det er værd at huske, at murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 kom jo ikke, fordi nogen ‘syntes’ noget, det kom af bestandigt pres og økonomisk kvælning – altså realpolitik, ikke symbolpolitik.

Med hensyn til NATO har Trump – desværre – ret i, at de Vesteuropæiske lande i alt for mange år har kørt på økonomisk frihjul i ly under den amerikanske – skattebetalte – sikkerhedsparaply. Mens amerikanerne opbyggede verdens stærkeste militær, brugte vi pengene på at opbygge verdens bedste velfærdssamfund.

Også på Grønland har vi snorksovet, mens både Rusland og Kina har intensiveret deres tilstedeværelse i hele det arktiske område. Også USA har – før Trump – snorksovet på Grønland og nedprioriteret deres tilstedeværelse på den base, de har på øen. At USA nu fokuserer på Grønland som et område af stor national interesse, er nemt at forstå, når man ser på et verdenskort, men den militære problematik kunne sagtens løses  med Thulebasen, så Trumps interesse i at overtage Grønland bunder – også – i hans sygelige, megalonomiske tilbøjeligheder.

Som et meget lille land uden magt i det store verdenspolitiske spil har vi traditionelt støttet en regelbaseret verdensorden. Regler fremfor magt.  Erfaringen viser imidlertid, at de store magter kun følger reglerne så længe de tjener deres interesser, jfr. eksemplerne ovenfor, og så er en regelbaseret verdensorden ikke meget værd. Man kan sige, at mens vi i Europa spiller efter reglerne, spiller stormagterne med musklerne – og vinder.  Og netop derfor var det et problem, da “vores” stormagt, USA, under Obama og Biden tøvede i det store magtspil og overlod pladsen til Rusland og Kina.

Derfor kan det sagtens være i dansk interesse, når USA pludselig igen er på scenen med et reelt forsvar for Vestlige interesser. Det er ikke kønt, men derfor kan det godt være nødvendigt!

Trumps dum-bral­ren­de og kon­fron­ta­to­riske adfærd – iført en fjol­let ka­sket – har skær­pet min for­stå­el­se af, hvor godt det er at være eu­ro­pæ­er. Det var i Eu­ro­pa, at op­lys­ning­sti­dens vug­ge stod. Brug din for­nuft, lær at tæn­ke, lær af dine fejl og (ikke mindst) gå i di­a­log med dem, der ikke me­ner det sam­me, som du gør. Så­dan skrev fransk­mæn­de­ne Vol­tai­re og Mon­tesquieu i be­gyn­del­sen af 1700-tal­let, stærkt in­spi­re­ret af den tid­li­ge græ­ske fi­lo­so­fi. Det er her i Eu­ro­pa, at den bed­ste mu­sik og den stør­ste lit­te­ra­tur er skabt og det er i Nor­den, at vi find­er ver­dens mest vel­fun­ge­ren­de sta­ter med den hø­je­ste le­ve­stan­dard, hvor de­mo­kra­ti­et er bedst fun­de­ret, og hvor men­ne­ske­ne er bedst dan­ne­de og ud­dan­ne­de. Det er her, man find­er en (nogenlunde) or­dent­lig of­fent­li­ge sam­ta­le, det er her, det går bedst med so­ci­al ret­fær­dig­hed, køn­ne­nes li­ge­stil­ling og respekt for seksu­el­le og re­li­gi­øse min­dre­tal.

Det er USA og ikke Eu­ro­pa, der muligvis er i færd med at begå ci­vi­li­sa­to­risk selv­mord som et resultat af, at man har overladt dannelse, uddannelse og samfundets fællesskab til de frie markedskræfter og tech-industrien med det resultat, at den amerikanske nation er dybt (uopretteligt?) splittet og at den politiske samtale foregår på sandkasseniveau.

Europa er ikke en stærk spiller på den verdenspolitiske magt-arena, hvor det handler om militært isenkram, men omkring de ‘bløde værdier’ er Europa en verdensmagt, og på den lange bane tror jeg, det er en kollosal styrke.

Så altså: Trump er utålelig som person – det er forfærdeligt at lytte på ham og endnu værre, hvis man samtidig ser på ham – men hans politik kan godt give mening, også set med danske småstatsbriller. Hvis han tager Grønland med militære eller økonomiske midler, er det først og fremmest synd for grønlænderne, ikke for Danmark, der højst får et hak i selvtilfredsheden og på sigt vil spare en masse penge…!