1. Februar 2026: Et skriv af Per Nyholm – min yndlingsklummeskriver med stor viden og et skriftsprog fra 50’erne – har henledt min opmærksomhed på et sammenfald, der – udover at være vanvittigt – også er tankevækkende. Det gamle romerrige havde adskillige vanvittige kejsere, og den mest vanvittige af dem var Caligula, der bl.a. huskes for at ville udnævne sin hest til konsul for derved at demonstrere sin foragt for det romerske senat. Om sig selv sagde han: “Jeg har eksisteret siden tidernes morgen og vil eksistere, indtil den sidste stjerne forlader nattehimlen – jeg er Gud!”
Det forekommer mig, at Trump nærmer sig sammen niveau af vanvid. Han sammenligner sig selv med Jesus og er citeret for at sige, at …“Jeg tror, at Gud er stolt af det job, jeg har gjort…” og efter at en kugle snittede hans øre udtalte han: “Gud vågede over mig. Gud har frelst mig, så jeg kan frelse verden.”
Sammenfaldet af vanvid ligger lige for, men det forfærdelige er ikke kun Trumps udtalelser, det virkeligt forfærdelige er, at et flertal blandt USA’s borgere har valgt at gøre manden til kejser præsident. Det er dumhed og fascistiske tendenser i USA, der har skabt Trump, ikke omvendt!
Imperier synes at have en begrænset levetid. Romerriget gik under, og også det habsburgske kejserrige, det osmanniske rige og det sovjetiske imperium endte på historiens losseplads, selvom de alle var stærke militærmagter. Er der solide argumenter, der taler imod, at noget tilsvarende kan ske for det amerikanske imperium?
For nylig læste jeg, at Trump har oprettet et ‘Troskontor’, der skal fremme kristendommen overalt i det amerikanske samfund. Kontoret ledes af Paula White, en televangelist, der holder tv-prædikener, og er leder af en frikirkebevægelse. Hun er kendt for blandt andet at sige, at velstand til enkeltpersoner er Guds vilje…!
Det er dumhed på et niveau, der (undskyld) skriger til himlen, og med mennesker som hende i selskab med Trump, Vance, Stephen Miller og andre ‘trumpister’ i spidsen for landet ville jeg ikke satse min pensionsopsparing på. at USA eksisterer som en samlet nation i 2050. Som jeg ser det, er Roms historie i færd med at gentage sig i USA, fremkaldt af en ny ‘Caligula’ og en befolkning, hvor uddannelse og ikke mindst almendannelse er degenereret til Facebook-niveau.
Jeg tror meget mere på Europas fremtid, hvis vi i et samlet EU frigør os fra amerikansk it, militær, kultur og superkapitalistisk samfundstænkning og i stedet fokuserer på den europæiske tradition for uddannelse, almendannelse og ikke mindst en skandinavisk samfundsmodel med solidaritet fra top til bund i befolkningen. Det sidste kommer amerikanerne aldrig til at fatte en brik af…!
22. januar 2026: I disse horrible Trump-tider er det er en fornøjelse at læse New York Times, der er mindst lige så kritisk over for hans adfærd, som vi er i Europa.
I dagens udgave af NYT kommer en klummeskriver med et godt råd til amerikanske turister i Europa: De anbefales at gå rundt med et antal visitkort med teksten:
“I apologize for our president’s craziness on the morning/afternoon/night of___________.”
Måske kan det – slutter klummeskriveren – hjælpe med at overbevise vores europæiske venner om, at vi ikke allesammen er blevet tossede!
21. januar 2026: Den hidtil mest omfattende undersøgelse af, hvad der får millioner af amerikanere til at støtte Trump er netop blevet offentliggjort. Blandt resultaterne er dette:
“94 pct. af MAGA-hardlinere tror på, at Gud reddede præsident Trump fra attentat, så han kan gøre USA storslået igen”.
Så tror pokker, at det er svært at snakke fornuft med amerikanerne…!
Et gennemgående tema i undersøgelsen er en fortsat meget stor tilfredshed med Trump her et år inde i hans anden præsidentperiode. Under 2 pct. af hardlinerne har fortrudt deres stemme på ham.
Unge MAGA-hardlinere (18-44 årige) er blandt de mest positive over bevægelsens ideer og giver fx. massiv opbakning til traditionelle kønsroller. 26 pct. af dem mener således, at »i et forhold bør manden lede, og kvinden følge«.
Disse unge Trump-støtter er også meget eftergivende over for at lade Trump bryde loven. Eksempelvis mener hele 32 pct. af dem, at Trump »bør følge sin plan til at gøre USA storslået igen, selv hvis det betyder at ignorere forfatningen«. Og halvdelen (48 pct.) mener, at Trump gerne må ignorere domme fra USA’s højesteret, hvis det er nødvendigt for at »fikse USA«.
Vold er desuden acceptabelt for at fremme et politisk mål! Venezuela, Grønland…!
Konklusionen i undersøgelsen er, at det er forfejlet at se på disse vælgerstrømninger som et produkt af Donald Trump – man bør snarere se Donald Trump som et produkt af dem. Trump er repræsentant for en vælgerskare, der er samlet omkring fælles frustrationer.
Med andre ord: Det, Trump står for, forsvinder ikke med ham, så længe millioner af amerikanere efterspørger netop det. For så vælger disse mennesker bare en ny, der ligner.
Der vil også være en MAGA-tid efter Trump…! Spørgsmålet er blot hvor stor, hvor stærk og om demokratiet stadig eksisterer i USA til den tid.
(Kilde: Jyllandsposten 21/1 2026 og analyseinstituttet “More in Common”)
Bogen er spændende, fordi den bl.a. påpeger, at Rusland er en stat ‘på hælene’ pga bl.a. demografiske forhold, svigtende investeringer og generel teknologisk svaghed. Sammen med en anden forsker (Eberstadt) karakteriserer hun Ruslands krig mod Ukraine som ‘selvdestruktiv‘ (!) og skriver, at skiftet væk fra olie bliver en ‘gamechanger’ for russisk økonomi. Det er mildest talt interessant!
Med henblik på den allestedsværende Trump – se indlægget fra d. 6. januar – var det dybt interessant at læse i Mette Skaks bog, at i Kreml går Trump under øgenavnet ‘USA’s Gorbatjov’. Sidstnævnte var manden, der med sin politik fik Sovjet-imperiet til at bryde sammen, og som jeg vurderer Trumps adfærd, kan øgenavnet sagtens blive relevant….!
Som jeg skrev nedenfor, er der en mening med Trumps adfærd – han kan bestemt ikke afskrives som ‘skør’ – og jo mere han afslører af sine planer, jo mere uhyggeligt bliver det, og det rækker langt videre end Grønland. I dages udgave af New York Times (min oversættelse) skriver Lydia Polgreen i under overskriften: “Trumps lille trick med henblik på at ødelægge det amerikanske demokrati”:
“Afsky og begær er to sider af den samme mønt, og det står klart, at Trump stræber efter den slags uacceptabel magt, som Maduro nød – berigelse af sin egen familie og (andre) kumpaner, ydmygelse af politiske modstandere, give pressen mundkurv på og oversvømme sit land med bevæbnede mænd, der adlyder hans ordrer”.
Det er f….. uhyggeligt!
Med Trump ved roret i USA er grundlæggende strukturer i verdenssamfundet under angreb, og man skal være meget optimistisk (naiv optimistisk) for at tro på, at Grønland om et år eller to stadig er under dansk overherredømme. Og Grønland er kun begyndelsen, for hvis det lykkes Trump at tilrane sig Grønland, enten med magt eller ved økonomisk tvang, vil det være fatalt for verdens vigtigste, militære alliancen (NATO), der sandsynligvis vil bryde sammen.
Jeg håber hver morgen at se i nyhederne, at en reel opposition i USA viser sig stærk nok til at bremse Trump og hans kumpaner – på den ene eller anden måde…!
6. januar 2026: Trump, Trump og Trump! USA’s præsident har nærmest ‘besat’ medierne her i Vesteuropa, hvor hovedparten af de gule ‘breaking-bjælker’ handler om hans gøren og laden.
Jeg synes overordnet, at dækningen er alt for ensidig og éndimensional: “Trump er skør” – længere er dén ikke – sådan synes den altdominerende holdning at være, og med den fortælling bliver vi absolut ikke klogere.
Emnet Trump og hans præsidentskab har langt flere vinkler end at han er skør:
Som person er Trump utålelig i en liga for sig selv, ubehøvlet, udemokratisk, formodentlig dybt korrupt og formodentlig den mest usympatiske leder, verden har set siden manden med overskæg for et par generationer siden. Trumps personlighed og generelle adfærd er så gennemført klam, at det skygger for en reel vurdering af den politik, han fører, og det er et kæmpe problem, for en tosse er han ikke. Mere herom her:
Under de sympatiske præsidenter Barack Obama og Joe Biden var USA’s udenrigspolitik præget af handlingspolitisk tøven og ‘signalgivning’, der ikke imponerede mange. Tværtimod var den så uklar, at Rusland fik appetit på at angribe Ukraine og intervenere i Bashar al-Assads Syrien samtidig med, at Kina forøgede presset på Taiwan og Hamas fik støtte fra det anakronistiske præstestyre i Teheran til angrebet på Israel d. 7. oktober i 2023. USA’s katastrofale tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021 – på Joe Bidens vagt – var et spektakulært nederlag, der signalerede amerikansk svaghed til hele verden og gav ny ilt til nogle af verdens mest usympatiske og undertrykkende regimer.
Trumps udenrigspolitik er et dramatisk skift væk fra signalgivning og tøven og har i stedet fokus på magt og nationale interesser. Det er der absolut intet sympatisk over, men det er, hvad klassisk udenrigspolitik handler om – forklarede professor Erling Bjøl i sine forelæsninger på Institut for Statskundskab, som jeg fulgte for efterhånden mange år siden. Trumps angreb på Venezuela og tidligere på Iran er ikke en tosses adfærd men en bevidst strategi, der har til formål at presse Rusland og Kina i defensiven. Og set med danske øjne giver det vel i høj grad mening at få bremset de nævnte diktaturer. Det er værd at huske, at murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 kom jo ikke, fordi nogen ‘syntes’ noget, det kom af bestandigt pres og økonomisk kvælning – altså realpolitik, ikke symbolpolitik.
Med hensyn til NATO har Trump – desværre – ret i, at de Vesteuropæiske lande i alt for mange år har kørt på økonomisk frihjul i ly under den amerikanske – skattebetalte – sikkerhedsparaply. Mens amerikanerne opbyggede verdens stærkeste militær, brugte vi pengene på at opbygge verdens bedste velfærdssamfund.
Også på Grønland har vi snorksovet, mens både Rusland og Kina har intensiveret deres tilstedeværelse i hele det arktiske område. Også USA har – før Trump – snorksovet på Grønland og nedprioriteret deres tilstedeværelse på den base, de har på øen. At USA nu fokuserer på Grønland som et område af stor national interesse, er nemt at forstå, når man ser på et verdenskort, men den militære problematik kunne sagtens løses med Thulebasen, så Trumps interesse i at overtage Grønland bunder – også – i hans sygelige, megalonomiske tilbøjeligheder.
Som et meget lille land uden magt i det store verdenspolitiske spil har vi traditionelt støttet en regelbaseret verdensorden. Regler fremfor magt. Erfaringen viser imidlertid, at de store magter kun følger reglerne så længe de tjener deres interesser, jfr. eksemplerne ovenfor, og så er en regelbaseret verdensorden ikke meget værd. Man kan sige, at mens vi i Europa spiller efter reglerne, spiller stormagterne med musklerne – og vinder. Og netop derfor var det et problem, da “vores” stormagt, USA, under Obama og Biden tøvede i det store magtspil og overlod pladsen til Rusland og Kina.
Derfor kan det sagtens være i dansk interesse, når USA pludselig igen er på scenen med et reelt forsvar for Vestlige interesser. Det er ikke kønt, men derfor kan det godt være nødvendigt!
Trumps dum-bralrende og konfrontatoriske adfærd – iført en fjollet kasket – har skærpet min forståelse af, hvor godt det er at være europæer. Det var i Europa, at oplysningstidens vugge stod. Brug din fornuft, lær at tænke, lær af dine fejl og (ikke mindst) gå i dialog med dem, der ikke mener det samme, som du gør. Sådan skrev franskmændene Voltaire og Montesquieu i begyndelsen af 1700-tallet, stærkt inspireret af den tidlige græske filosofi. Det er her i Europa, at den bedste musik og den største litteratur er skabt og det er i Norden, at vi finder verdens mest velfungerende stater med den højeste levestandard, hvor demokratiet er bedst funderet, og hvor menneskene er bedst dannede og uddannede. Det er her, man finder en (nogenlunde) ordentlig offentlige samtale, det er her, det går bedst med social retfærdighed, kønnenes ligestilling og respekt for seksuelle og religiøse mindretal.
Det er USA og ikke Europa, der muligvis er i færd med at begå civilisatorisk selvmord som et resultat af, at man har overladt dannelse, uddannelse og samfundets fællesskab til de frie markedskræfter og tech-industrien med det resultat, at den amerikanske nation er dybt (uopretteligt?) splittet og at den politiske samtale foregår på sandkasseniveau.
Europa er ikke en stærk spiller på den verdenspolitiske magt-arena, hvor det handler om militært isenkram, men omkring de ‘bløde værdier’ er Europa en verdensmagt, og på den lange bane tror jeg, det er en kollosal styrke.
Så altså: Trump er utålelig som person – det er forfærdeligt at lytte på ham og endnu værre, hvis man samtidig ser på ham – men hans politik kan godt give mening, også set med danske småstatsbriller. Hvis han tager Grønland med militære eller økonomiske midler, er det først og fremmest synd for grønlænderne, ikke for Danmark, der højst får et hak i selvtilfredsheden og på sigt vil spare en masse penge…!